UDSTYR

Denne side er ikke ment som en udtømmende vejledning, til korrekt gåturs-udstyr. Den prøver blot at fortælle lidt om de ting du kan tænke lidt på, hvis du fatter interesse for det at gå lidt længere ture, i den danske natur.

Godt fodtøj er altid nødvendigt. Kombineret med den rette påklædning, gør det gåturen, til en sand fornøjelse. På en god dansk sommerdag, behøver det naturligvis ikke at være nogen videnskab at klæde sig på til en 5-10km gåtur, på veje og stier. Et par gode sko, en T-shirt, et par shorts, en kasket, solcreme og frisk vand, så er vi gående.

Når vejret bliver lidt mere omskifteligt, turene længere og terrænet måske lidt mere varieret, så er det en god idé at tænke lidt i ekstra specielt fodtøj og “3-lags” systemet, når det kommer til påklædning. Så er der nogenlunde garanti for, at selv i gråt, vådt og lidt køligt vejr, bliver gåturen en god oplevelse. Og det uanset om den foregår i byen, på landet, i skoven eller på stranden. Herunder kan du læse lidt om fodtøj og beklædning.

Fodtøjet

Lidt groft kan man sige at der er tre faktorer, der adskiller vandrefodtøj fra almindeligt fodtøj.

For det første har vandrefodtøj – uanset om der er tale om en sandal, en sko eller en støvle – en sål i  kraftigt friktionsgummi med et groft mønster. En god, skridsikker sål er en vigtig forudsætning for at kunne stå fast under de varierende forhold, man hurtigt udsættes for på en længere gåtur. Løst grus, vådt mudder og sten stiller krav til sålen, og vandrefodtøj er lavet til at imødekomme de krav.

For det andet har vandrefodtøj en stivere sål end hverdagsfodtøj. I ujævnt terræn vil en blød sko følge terrænet for meget, og det vil gøre, at foden og fodleddet bliver bokset rundt i en masse ubehagelige positioner. Det vil, udover at være ubehageligt, trætte foden og øge risikoen for skader – f.eks. forstuvninger. Man kan godt gå længere ture i almindelige sko, hvis bare der er en god, skridsikker sål på. Men det øger helt klart komforten, hvis man vælger fodtøj der passer til det terræn man går i.

Den tredje faktor er støtten omkring foden. I vandrefodtøj er det især støtten omkring hælen, og i støvler desuden anklen, der adskiller det fra almindeligt fodtøj. En solid hælkappe holder foden på plads i fodtøjet og giver fodmuskulaturen og ankelleddet de bedste forudsætninger for at stabilisere resten af kroppen på ujævnt underlag. Støvler støtter desuden op om anklen og mindsker risikoen for at vrikke om. Det er, for de flestes vedkommende, primært hvis man går med en tung rygsæk (mere end 10kg) at man har brug for den ekstra ankelstøtte, som støvler giver. Med en almindelig lille rygsæk, er det normalt nok med en god sko, der holder hælen på plads og støtter foden.

Beklædning

Inderlag

Inderlagets opgave er at holde kroppen tør, ved at transportere sved/fugt ud i det næste lag, hvorfra det så kan fordampe.

Ved alle former for aktivt friluftsliv, i kolde eller kølige omgivelser, er det en god idé at bruge svedtransporterende undertøj, som inderlag. Det findes i mange forskellige materialer, men de mest almindelige er polypropylen, polyester og uld. Lad være med at benytte bomuldsundertøj, da det blot suger fugten til sig og bliver et koldt og klamt at have på.

Mellemlag

Mellemlagets hovedfunktion er at isolere mod kulde. Det skal herudover også hjælpe til med svedtransport og med at slippe af med overskydende varme.

Til det formål er fleece rigtig godt, da det binder varm luft, er slidstærkt, svedtransporterende og rart at have på. Fleece kan fås i forskellige tykkelser, som alle er kendetegnet ved lav vægt og god åndbarhed.

Der findes også en del uld-produkter, som er gode som mellemlag.

Husk på at det er en god idé at tilpasse mellemlaget både efter vejret og den fysiske aktivitet, på turen.

Yderlag

Yderlaget har til opgave at beskytte mod afkøling fra omgivelserne, primært regn og blæst. Det skal også kunne “ånde”, så man ikke bliver gennemblødt af sved og evt. underafkølet af at have vådt tøj på. Man kan dele yderbeklædningen op i to kategorier: Hardshell og softshell.

Hardshell er beklædning der både er vind- og vandtæt. Hardshell findes i mange forskellige kvaliteter og prisklasser.  Vær opmærksom på at uanset hvilken hardshell, man vælger, vil man altid gå på kompromis med åndbarheden, fordi materialet er fuldstændig tæt.

Hvis man primært har brug for åndbarhed og vindbeskyttelse, og ikke vandtæthed, fordi man går rask til og på den måde producerer meget varme, bør man  overveje softshell. Softshells er beklædning der er mere eller mindre vindtæt, men ikke vandtæt. Softshells er ofte i et tætvævet nylonmateriale, men en almindelig bomulds-vindjakke er også at regne som en softshell. En god softshell tager det meste vind, men tillader varme og fugt at passere igennem materialet. Medmindre det regner eller virkelig er en kold, stormfuld dag, er softshell langt det mest behagelige yderlag.

Er man ude på en længere gåtur, hvor vejret kan slå om, er det en god idé at have en hardshell med i tasken. Sådan en hardshell, til nødsituationer, behøver ikke nødvendigvis være den dyreste. En kombination af en lækker softshell og en let, simpel hardshell er en rigtig god løsning.